Fødselsberetninger

 

 

Rikke februar 2013

 

Gennem min graviditet havde min kæreste og jeg forsøgt at forberede os godt på fødslen: Vi tog blandt andet dit ”Forberedt Far”-kursus sammen, og jeg dyrkede motion og yoga gennem hele graviditeten. Så da dagen oprandt, følte vi os (nogenlunde) klar – i hvert fald så klar som man kan blive, når det er første gang, man skal opleve en fødsel og er meget i tvivl om, hvad man kan forvente!

 

Det hele startede en tirsdag i februar om aftenen. Lige inden sengetid fik jeg mistanke om, at vandet var gået. Jeg var sat til om torsdagen, og da jeg var førstegangsfødende, var min indskydelse at slå det hen. Jeg havde mentalt indstillet mig på, at der var stor sandsynlighed for, at jeg ville gå over tid, så derfor kunne jeg simpelthen ikke tro, at fødslen nu ville gå i gang. Jeg besluttede mig for at gå i seng og afvente indtil næste morgen. Onsdag morgen sivede der stadig vand ud, og jeg fortalte min kæreste om det. Han blev overrasket og glad, og jeg ringede til fødemodtagelsen på Herlev Sygehus for at høre, hvordan vi skulle forholde os.

 

Den flinke jordemoder i telefonen bad mig om at komme på hospitalet og blive tjekket, når vi havde spist morgenmad.

Så vi drog til sygehuset for at finde ud af, at den var god nok… vandet var gået, og jeg skulle føde! Vildt nok! Der blev kørt en strimmel: Barnets hjertelyd var helt ok, men desværre lavede min krop ingen veer. Mit ønske var at føde med så lidt kemi som muligt, og jeg blev ked af det, da jordemoderen på fødemodtagelsen sagde, at jeg skulle sættes i gang. Samtidigt kunne jeg dog godt se, at der efterhånden var gået mange timer, siden vandet var gået, og som jordemoderen sagde: ”Hvad havde du regnet med? Du er gravid i uge 40, og nu skal barnet ud”. Så jeg fik en stikpille, og vi tog hjem igen med besked om at komme igen om eftermiddagen.

 

Derhjemme ringede min kæreste til sit arbejde for at sige, at han nu startede sin orlov, og jeg gav besked til mine forældre. Alle vi talte med blev meget begejstrede, nærmest som om barnet allerede var kommet til verden, mens jeg selv havde en fornemmelse af, at der ventede en drønhård maraton forude. I løbet af de næste timer klarede vi et par småærinder, spiste en god frokost og slappede af med film på sofaen. Det begyndte at ’murre’ lidt ved skambenet og efterhånden blev jeg mere og mere sikker på, at jeg mærkede veer, der langsomt tog til i styrke.

 

Ved 15-tiden tog vi på sygehuset igen. Der blev kørt en ny strimmel, og det viste sig, at jeg ganske rigtigt havde veer. De var dog ikke helt så stærke, som jordemoderen mente de burde være, og derfor fik jeg tilbudt at komme på fødegangen og få lagt ve-drop. Det havde jeg ikke lyst til, og derfor spurgte min kæreste og jeg ind til alternativerne.

 

Det endte med, at jeg fik lagt endnu en stikpille, og det blev aftalt med hospitalet, at vi tog hjem for at komme igen seks timer senere. Jordemoderen bakkede 110 procent op om aftalen, så vi følte os helt trygge, da vi forlod hospitalet.

Derhjemme tog veerne til i styrke. Jeg fik nu afprøvet nogle af de åndedrætsteknikker og stillinger, som jeg kendte fra fødselsforberedelse og yoga. Jeg undgik helt at ligge på ryggen og prøvede at tænke positivt omkring veerne. Hen ad klokken ni var veerne så kraftige, at min kæreste ringede til fødemodtagelsen. Nu ville jeg rigtigt gerne på hospitalet, og jeg havde efterhånden svært ved at forholde mig ’zen-agtigt’ til veerne!

 

På hospitalet viste det sig, at jeg kun var tre centimeter åben. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem, så vi aftalte med jordemoderen, at vi blev på fødemodtagelsen en times tid for at se, hvordan veerne ville udvikle sig. De steg hastigt i styrke, og da jordemoderen kom tilbage, var jeg syv centimeter åben. Nu skulle det pludseligt gå stærkt med at komme på en fødestue! Min kæreste og to jordemødre fik mig bugseret over i en rullestol, og så blev jeg med lynets hast rullet i retning af fødegangen. Alle var meget positive og rolige, og jeg følte mig meget tryg, selvom det gik stærkt.

 

Både min kæreste og jeg havde god kemi med det hospitalspersonale, der skulle assistere fødslen, og sjovt nok viste det sig, at min ’endelige’ jordemoder var hende, som jeg havde talt i telefon med samme morgen. Da vi ankom til fødestuen gik det hurtigt med at få skiftet til hospitalsskjorte. Min kæreste og jeg havde skrevet en ’ønskeseddel’ til fødslen, som var blevet lagt på min journal, og personalet fortalte os, at de havde læst den. Det gjorde mig meget tryg, og det var min oplevelse, at de gjorde alt, hvad de kunne for at imødekomme vores ønsker. Vi kom endda på en stue med fødekar, selvom det var usandsynligt, at karret kunne nå at være klar, inden barnet kom ud.

 

Da der var gået mere end 24 timer fra vandet gik til selve fødslen, var der risiko for infektion, og det er hospitalets procedure at give penicillin via drop. Jeg kunne slet ikke overskue at få lagt drop på det tidspunkt, og jeg følte, det kunne bryde min koncentration. Samtidigt var jeg godt på vej ind i pressefasen, og det var meget usandsynligt, at jeg ville nå at få de to gange penicillin med fire timers mellemrum, der skal til for at opnå den forebyggende effekt.

 

Derfor bad vi jordemoderen om, at jeg ikke fik lagt drop. Det var hun indforstået med, og det blev skrevet i min journal, at det var efter eget ønske.

 

På fødestuen stod jeg op, indtil jeg fik presseveer. Herefter bad jeg om at ligge på venstre side på fødelejet. Nu var det helt slut med yoga-mentalitet for mit vedkommende, det bare pokkers hårdt at føde, og det hjalp at råbe! Jeg kunne mærke en indvendig, voldsom bevægelse af et barn, der bare ville ud - nu! Hele kroppen sitrede af adrenalin, og jeg havde mest af alt lyst til at klemme benene sammen for at få det til at holde op, hvilket jeg også prøvede på et par gange. Her var min kæreste og personalet heldigvis gode til at støtte mig og give nogle mentale ’skub’, så fødslen ikke trak i langdrag. Efter en række presseveer sagde jordemoderen venligt (men bestemt!), at hvis jeg brugte luften på presse i stedet for at lave lyd, så ville fødslen snart være overstået. Jeg fik samlet mig og presset igennem – og så var vores lille datter født og kom op og lå på min mave!

 

Som vi havde ønsket, fik min kæreste lov til at klippe navlestrengen, og efter fødslen fik vi et par timer i ro og fred med vores datter, inden hun blev målt og vejet. Det var en helt uvurderlig stund, og jeg er glad for, at vi havde skrevet dette ønske på vores ønskeseddel.

 

Fra vi forlod fødemodtagelsen og til vores barn kom til verden, gik der cirka tre kvarter, så efter en lang optakt gik det stærkt, da fødslen for alvor gik i gang. Vores pige blev født lidt efter midnat, så det endte med, at hun blev født cirka 27 timer efter vandet gik og lige akkurat på terminsdatoen. Så til min egen overraskelse endte jeg faktisk med at føde ’til tiden’!

 

Selvom det var en stor og overvældende oplevelse at føde, var hverken jeg eller min kæreste på noget tidspunkt bange eller utrygge. Så en stor tak for det gode kursus, det har uden tvivl været med til at gøre vores datters fødsel til en god og tryg oplevelse.

 

Bedste hilsner
Rikke

                          

 

 

 

 

 

 

 

Fødselsforberedelse     

    

 

Yoga for gravide         

 

 

 Forberedt Far               

  

 

Efterfødselsyoga         

 

 

  Yoga og meditation     

        

 

  Fødselsforberedelse, Yoga for gravide, fødselsforberedelse for par,

efterfødselsyoga, Yin yang yoga, Meditationskursus, Mette Myrna