Fødselsberetninger

 

 

Anne-Louise Juli 2012

 

Jeg har gået til modning hos jordemoder og akupunktør, Helle Ella, de sidste 3 uger op til fødslen og hun havde mandag d. 16.7.12 fortalt mig, at hun mente, at Alba stod en smule skævt med sit hoved i bækkenet og at det kunne være grunden til, at hun lod vente på sig. Derfor var Philip og jeg ude hos hende tirsdag eftermiddag, så han kunne lære at ”ryste mig” i et stort sjal, så hun kunne komme lidt op af bækkenet igen og derefter, forhåbentlig, ”falde” på plads igen. Vi rystede og rystede tirsdag, for vi var eddermanemig utålmodige:o)


Onsdag d. 18.7.12 var jeg 40+5 og vågnede 08.02 med et sæt, fordi jeg havde sovet over mig. Jeg havde tid hos min jordemoder 08.20, så jeg smed noget tøj på, børstede tænder og nærmest spurtede af sted på min cykel. Jeg var fremme på Frederiksberg hospital 08.27, hvilket jeg selv var ret imponeret over, så højgravid som det næsten er muligt at være:o)


Vi havde en længere snak om igangsættelse og måder at undgå det, så jeg kunne få lov at føde hjemme. Hun undersøgte mig og var enig med Helle Ella, så vi blev enige om, at Philip og jeg skulle ryste videre og håbe på, at det hjalp. Til slut lavede jeg en urinprøve, der viste proteiner i urinen, så vi målte blodtryk, der havde været en smule forhøjet de sidste par uger af graviditeten og som også nu var noget højere end ønskværdigt. Til sammen med proteinen i min urin, blev det derfor besluttet, at jeg skulle ind over Rigshospitalet og have lavet en kurve, have taget blodprøver og have gen-målt mit blodtryk. Min jordemoder forberedte mig på, at det formentlig ville betyde, at de satte mig i gang og at jeg derfor var nødt til at føde på hospitalet., så det var med forventningen om formentlig at skulle sættes i gang, at jeg ringede til Philip og bad ham møde mig på Riget. Jeg fortalte ham, at der ikke var nogen fare, men at vi nok skulle sættes i gang og at de så begyndende tegn på svangerskabsforgiftning. Jeg kom på Riget, fik taget blod og gik op på fødegangen, hvor de lagde mig med en ve-måler på en stue og Philip kom kort efter med blomster og verdens største smil. Han kunne slet ikke skjule, at han glædede sig over muligheden for at blive far den dag og spurgte mig forsigtigt, om det var meget forkert af ham at ønske en lille smule, at de ville sætte mig i gang, hvilket vi grinede en del af, da de sendte os hjem 10 minutter senere med besked om, at vi ville blive ringet op, såfremt blodprøverne viste noget dårligt, men at alting foreløbig var normalt. Antiklimatisk var det og vi gjorde en hyggelig dag ud af det og spiste frokost på vores terrasse og Philip holdt resten af dagen fri.


Ved 3 tiden gik slimproppen og jeg sagde glad til Philip, at et eller andet var der da i hvert fald gang i, selv om det ingenlunde betød, at vi ville blive forældre hverken den dag eller den næste, men i hvert fald, at fødslen nærmede sig. Hurra, hurra:o) Ved 5 tiden synes jeg, at jeg havde bitte små sammentrækninger, men var meget i tvivl og holdt det for mig selv, for ikke at skuffe ham, såfremt jeg tog fejl. Ved 6 tiden kørte han til tennis, hvilket var dejligt. Jeg havde brug for, for mig selv, at gå rundt og forberede mig mentalt på fødslen og følte mig ved godt mod. Jeg lavede en stor portion pasta og spiste den, mens jeg tænkte på mine forberedelser og drømme og ønsker for fødslen. Samtidig var veerne stadig så svage, at jeg var i tvivl om det faktisk kunne være veer, men ringede alligevel til Philip ved halv 7 tiden for at fortælle, at det absolut kun var den spæde start, men at jeg var ret sikker på, at det blev snart og at han skulle spille tennis, men have sin telefon tæt ved sig. Jeg ringede bagefter til min veninde, Christina, som skulle deltage og hun kørte straks herind (hun havde glædet sig som en sindssyg). Da hun kom, gik vi en tur ovre i H.C. Ørstedsparken, hvor veerne var regelmæssige, men fortsat meget svage og jeg havde masser af overskud mellem veerne, til at grine af alle de mennesker, der kiggede lidt bekymret efter mig, når jeg stod og pustede under veerne. Jeg havde dog svært ved, at jeg kunne mærke, at der under nogle af veerne var noget vandafgang og jeg havde det dårligt med, hvis jeg pludselig stod med helt våde bukser i parken, så vi gik hjemad og grinede på Nørregade af, at jeg meget gerne ville nå hjem uden at tisse i bukserne. Vel indenfor porten, men stadig i gården, fik jeg endnu en ve og forstervandet gik, næsten som på film og samtidig fik jeg det største grine-anfald, fordi jeg dog trods alt var nået indenfor porten. Klokken var nu blevet 20.45 og vi gik op i lejligheden for at ringe til fødegangen og fortælle, at fødslen så småt var i gang og der havde været vand-afgang. Vi aftalte, at jeg skulle ringe tilbage, når veerne begyndte at bide lidt mere. Vel oppe i lejligheden, gik jeg op og ned af gangen og sod under veerne op af rørene, mens jeg trak vejret dybt; ind gennem næsen og ud gennem munden, mens Christina guidede mig, når jeg mistede koncentrationen. Philip kom hjem omkring 21.30 og han og Christina gik og små-grinede lidt af mine lyde og en stund var det fint, indtil jeg under en lidt kraftigere ve, måtte sige, at det skulle stoppe NU, for jeg havde brug for ro og mulighed for at koncentrere mig helt om min vejrtrækning. De stoppede naturligvis med det samme og jeg bad dem om at skaffe mig ”noget larm”, som jeg sagde. Jeg havde svært ved, at der var så stille, så de tændte musik og fjernsyn og Philip satte sig foran skærmen, men Christina gik rundt med mig og tog tid på mine veer. Omkring kl. 22, følte jeg pludselig træt og syntes veerne var gået lidt i stå, selv om Christina sagde, at de fortsat var regelmæssige med et interval på ca. 4 minutter. Vi blev dog enige om, at jeg ville gå i seng og der formentlig ventede os en lang fødsel og jeg skulle spare på kræfterne. Philip gik med i seng og Christina lagde sig på sofaen. Inde i sengen, gik veerne næsten helt i stå og jeg havde kun 2 på de små 45 minutter, jeg lå derinde. Omkring 23.30, ringede de fra fødegangen. De kunne ikke forstå, at de ikke havde hørt mere fra mig. Jeg sagde, at jeg havde lagt mig og at jeg mente der var meget god tid endnu. De sagde, at det altid var lidt en vurderingssag, når vandet var gået, idet jeg selvfølgelig skulle spare på ressourcerne, men også, at jeg gerne skulle føde indenfor 24 timer efter vandafgang. Derfor var det fint, hvis jeg kunne sove lidt, men veerne går åbenbart altid lidt i stå, når man lægger sig, så det var vigtigt, at jeg også kom op at stå. Aftalen blev, at jeg skulle ringe til dem igen senest kl. 02.00 og prøve at gå lidt rundt. Det gjorde jeg så og meget hurtigt herefter blev veerne stærkere og regelmæssige igen, således at der nu kun var 3 minutter imellem. Jeg følte hele tiden, at al min forberedelse gav pote. Veerne gjorde ondt, men jeg brugte lange, dybe vejrtrækninger, Christina guidede mig, når jeg havde brug for det og alt i alt, var det meget som jeg havde forestillet mig. Ved 2-tiden, begyndte jeg at blive irriteret over både Philip og Christinas tilstedeværelse. Jeg følte, at Christina fulgte efter mig og jeg ville bare være i fred med mine veer og blev ved med at gå i soveværelset. Så stod hun i døråbningen og sagde, at hun godt kunne se, at jeg ville være alene, men at hun skulle holde øje med intervallet mellem veerne. Philip kom ind ind imellem og prøvede at massere min lænd, men flere gang i det tidsrum, følte jeg, at jeg ville have haft det bedre som bushkvinde, hvor man får lov at føde i fred:o)


02.30 kom den første ve, der ”kom bag på mig”., sådan at forstå, at smerterne var kraftigere end før og sværere at styre og jeg begyndte at græde. Christina guidede mig igennem den, men der kom lige et strejf af panik – for første gang følte jeg mig ikke som om jeg havde noget at skulle have sagt. Jeg fornemmede ”ud af øjenkrogen”, at Philip var ved at lukke jordemoderen ind og også, at han var ret glad for at se hende! På det tidspunkt brølede jeg højt og var meget indadvendt og også Christina har sidenhen fortalt mig, at hun et øjeblik var blevet bange for, om hun ville være nødt til at tage imod Alba uden jordemoder. Nu kom Christina (jordemoderen hed også Christina) og var bare så rigtig til lige mig!! Hun ”læste” mig hurtigt som en fødende, der helst ikke ville forstyrres for meget og var så respektfuld og omsorgsfuld i sin støtte og vejledning. Hun lyttede til Albas hjertelyd, som hele vejen igennem fødslen var super stærk og stabil, ligesom den i øvrigt har været det under hele graviditeten. Det kom hun til at gøre flere gange endnu; siddende på knæ foran mig, med doptonen på maven, før og under en ve. Kort tid efter hun var ankommet, bad hun mig lægge mig på sengen, så hun kunne undersøge, hvor langt vi var i forløbet. Da var klokken var. 03.00 og hun konstaterede, at jeg var ca. 2-3 cm. Åben, men fordi min livmoderhals var så blød, åbnede jeg mig yderligere ca. 2 cm. Ved at hun undersøgte mig. Det var ubehageligt at lægge ned under veerne og jeg kom op igen, så hurtigt hun tillod det. Hun bad mig flere gange overveje om ikke vi skulle fylde fødekarret, men det sidste i verden jeg havde lyst til, var at blive ”spærret inde” på lidt plads. Jeg havde brug for at gå, stå og bevæge mig så meget som muligt. Ved 4 tiden blev smerterne tiltagende værre og jordemoderen spurgte om hun måtte give mig nogle nåle (akupunktur), hvad hun fik lov til, selv om det igen indebar, at jeg var nødt til at lægge mig ned. Jeg ved egentlig ikke om det smertelindrede, for jeg kan jo ikke vide om smerterne havde været værre uden, men det føltes mest som om nålene begrænsede min bevægelsesfrihed, ligesom Philip, da han strøg mig over håret, kom til at støde ind i én af nålene og fik et surt råb til gengæld:o)


Jeg husker den sidste time af fødslen som en scene udefra. Jeg ved, at jordemoderen langt om længe fik mig overtalt til at gå ud i brusebad, så det varme vand eventuelt ville lindre mine smerter lidt. Det virkede, som jeg husker det, en meget kort stund, for jeg havde ikke stået der mere end et par minutter, før udvidelsesveerne begyndte at få en bund af pressetrang efter hver ve, hvilket var det mest forfærdeligt smertefulde, jeg nogensinde har oplevet. For første gang under hele forløbet, følte jeg mig aldeles magtesløs overfor smerterne og syntes kravene til min vejrtrækning var mere end jeg havde evner til, da jeg både skulle bruge dybe, lange vejrtrækninger under store dele af veerne, for så at puste og puste under det sidste, for ikke at komme til at presse, hvad der var FORFÆRDELIGT!!! På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg ikke var sikker på at jeg ville komme igennem det. Jordemoderen spurgte mig om jeg ville føde på badeværelset og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”hvad fanden ved jeg om at føde og hvor det er bedst??” Hun undersøgte mig liggende på alle fire på badeværelsesgulvet og konstaterede, at jeg var helt åben og bad mig komme med ind i seng. Efterfølgende fik jeg at vide, at det gik så stærkt, at hun var bange for, at jeg ville gå for meget i stykker stående eller på alle fire, så jeg kom ned at ligge på siden i sengen, hvor hun igen og igen bad mig om ikke at bruge min kræfter på at skrige, men at tage fat om begge knæ, ”gøre mig tung” og presse af alle mine kræfter. Jeg er aldrig blevet mødt af mere urimelige krav i mit liv:o) og jeg husker de sidste 20 minutter af fødslen med presseveer som en slåskamp: mig mod Philip, der holdt mig ene knæ op mod mit bryst, Christina, der holdt mit andet knæ og jordemoderen for enden, hvor hun dikterede hvad jeg skulle gøre. Hun blev ved med at sige, at jeg skulle gøre mig tung i numsen og mit hoved vidste præcis hvad hun mente, men min krop ville ikke – den troede simpelthen ikke på, at der var plads til at få hende ud og først med den allersidste ve, var det som om jeg fik den til at udføre det jeg bad den om og Alba gled ud i sengen i en strøm af fostervand og jeg kan huske, at jeg følte en befrielse som jeg ikke tror jeg kommer til at opleve igen (med mindre jeg skal føde igen selvfølgelig). Christina bad mig kigge ned og se hvad jeg havde skabt og jeg tænkte ved mig selv: jeg er da ligeglad – jeg har fået fred!!! Hun kom dog selvfølgelig op på min mave og det første der slog mig var hendes hud, som var helt glat. Ingen blod, ingen fosterfedt – bare glat, glat, glat hud, en lidt rødlig kulør og masser af hår:o) Det med huden er i øvrigt en kilde til fortsat overraskelse; både hendes og min. Mit mest sanselige minde om min egen mor er blød, blød, blød hud og jeg konstaterer til min overraskelse, hvad enten det er hormoner eller det faktum, at den har været strukket under graviditeten, at min egen hud er ligeså vanvittigt blød nu. Hendes hud overrasker mest ved at være sådan lidt latino-lækker, hvad der nærmest er komisk taget i betragtning, at både Philip og jeg har meget nordisk, lys hud, der let skolder. Det med det bløde fortsætter i øvrigt. Ikke som en kontinuerlig overraskelse over min hud:o) -men mit hjerte!! Den første uge, føltes det flere gange dagligt som om mit hjerte flød over og ikke kunne indeholde al den kærlighed! Jeg følte mig muskelforladt; som om man ville kunne stikke en finger hele vejen igennem mig, uden at møde modstand og jeg græd (uden sorg) mange gange om dagen:o)


Vi har fået en stærk, sund og tydelig lille pige med stærke meninger; lige som jeg havde håbet. Hun spiste de første 22 timer af sit liv non-stop, for så at sove 24 timer, da først mælken var løbet til, hvad den allerede gjorde natten mellem dag 2 og 3.


TAK for al din hjælp!! Jeg følte mig, under langt størstedelen af fødslen, stærk, modig og godt forberedt og jeg ville gøre det igen anyday:o)

 


Tilbage til forsiden

 

 

 

                          

 

 

 

 

 

 

 

Fødselsforberedelse     

    

 

Yoga for gravide         

 

 

 Forberedt Far               

  

 

Efterfødselsyoga         

 

 

  Yoga og meditation     

        

 

  Fødselsforberedelse, Yoga for gravide, fødselsforberedelse for par,

efterfødselsyoga, Yin yang yoga, Meditationskursus, Mette Myrna