Fødselsberetninger

 

 

Miriam februar 2013

 

Så er lille Rigmor kommet til verden. Hun kom allerede d. 8. februar, så det var omkring to uger før tid.


Det var en virkelig god fødsel, og jeg er sikker på, at de fire gange jeg deltog i fødselsforberedelse, var med til at gøre fødslen ekstra god, da jeg brugte rigtig mange af de redskaber vi fik.

 

Jeg brugte især vejrtrækningsøvelserne og de forskellige stillinger vi afprøvede til brug både under veerne og i pressefasen. Samtidig var jeg meget bevidst om at forsøge, at være oprejst og i bevægelse under fødslen. Det hele var med til at gøre fødslen en god oplevelse.


Jeg begyndte at få milde veer hver 10. minut allerede søndag aften (jeg fødte først fredag) Veerne blev de næste dage kraftigere og kraftigere. Jeg var i kontakt med akutmodtagelsen løbende i løbet af dagene op til fødslen, da det undrede mig, at jeg blev ved med at have veer med 10. min. interval.

 

Torsdag aften ringede jeg endnu engang til akutmodtagelsen for at aftale, at jeg kunne få lidt smertestillende. Vi aftalte, at jeg skulle komme ind næste morgen, hvis veerne fortsatte. Samtidig forsikrede jordmoderen mig om, at man sagtens kan gennemføre en fødsel, selvom man stort set ikke har sovet i fire døgn.

 

Fem sekunder efter jeg lagde røret på, gik mit vand (kl ca. 20.00 torsdag aften). Min kæreste ringede og aftalte, at vi skulle komme ind næste morgen og få sat fødslen i gang, hvis der stadigvæk ikke skete mere. Heldigvis blev veerne hurtigt kraftige, og der blev kortere tid imellem veerne. Jeg følte mig meget tryg ved, at være hjemme et par timer endnu, og jeg tog et bad og sad på min yogabold. Jeg fandt desuden en stilling, der var god, hvor jeg stod op og pressede lænden op ad væggen.

 

Omkring kl 22.30 blev veerne så stærke, at jeg begyndte at føle mig utryg ved, at være hjemme, da veer også kom meget tæt på hinanden. Min kæreste ringede efter taxaen, og jeg begyndte at kravle ned fra 3. sal. Jeg måtte lige ligge på trappen et par gange på vejen ned. Taxachaufføren mente, at vi burde ringe efter en ambulance og kørte som om, at han var bange for at ende som fødselshjælper:)

 

Da vi ankom til Hvidovre var jeg omkring 4-5 cm åben og jeg kom ind på en fødestue, med en sød jordmoder. Jeg fik lavement og jordmoderen hjalp mig op i badekarret. Det var rigtig god smertelindring. Jordmoderen var lige som jeg havde ønsket mig. Hun opfyldte mine ønsker fra ønskesedlen og hjalp mig med, at få en naturlig fødsel. Hun var god til at foreslå gode stillinger og naturlig smertelindring. Jeg fik bistik (som jeg også havde ønsket mig) og akupunktur og "rebozo" (en metode jordmoderen foreslog. Det skulle få barnet til at vende sig rigtigt ned i bækkenet)

 

Jeg var med i beslutningerne hele vejen igennem og vigtigst af alt, var jeg hele tiden overbevidst om, at jeg nok skulle klare fødslen og var heldigvis i stand til at bevare roen nogenlunde.

 

Jeg var oprejst og i bevægelse næsten hele fødslen igennem, og jeg var så heldig, at jeg kunne stå op i pressefasen, så jeg selv kunne tage imod hende. Det var helt fantastisk da hun kom fredag morgen kl 05.27! Navlestrengen sprang på vejen ud, men det havde heldigvis ingen betydning, og vi var bare lykkelige.

 

Efter lille Rigmors ankomst skulle moderkagen fødes og det voldte desværre ret meget besvær. Jeg forsøgte at presse moderkagen ud den næste 1 1/2 time. Der blev trukket i navlestrengen og presset på min mave, men ud ville den desværre ikke. Jeg måtte derfor på operationsstuen, så den kunne fjernes manuelt.

 

Det var selvfølgelig rigtig ærgeligt, at den ikke ville ud, men mærkelig nok, var det ikke noget der rørte mig så meget i situationen. Jeg var bare så glad og lettet over, at lille Rigmor var kommet godt til verden.

 

Efter min moderkage var kommet ud, og jeg var blevet syet en lille bitte smule, blev jeg kørt på opvågning. Ti minutter efter kom min kæreste og lille Rigmor og alle var glade.

Alt i alt var det var en fantastisk fødsel.

 

Jeg kunne ønske mig, at jeg havde haft overskud til at ligge med lille Rigmor i stedet for at skulle bruge så meget energi på at presse moderkagen ud efter fødslen, og jeg ville naturligvis også gerne have undgået en manuel fjernelse af moderkagen. Men alt det andet var bare helt perfekt.


Tak for alle de gode redskaber jeg fik til fødselsforberedelsen. Det var uundværligt. Vi ses til "barsels-babe" til april.


Mange hilsner fra


Miriam

 

 

 

                          

 

 

 

 

 

 

 

Fødselsforberedelse     

    

 

Yoga for gravide         

 

 

 Forberedt Far               

  

 

Efterfødselsyoga         

 

 

  Yoga og meditation     

        

 

  Fødselsforberedelse, Yoga for gravide, fødselsforberedelse for par,

efterfødselsyoga, Yin yang yoga, Meditationskursus, Mette Myrna