Fødselsberetninger

 

 

Marie Oktober 2011

Fødselsberetning

Jeg fik veer ved 3-tiden om natten til den 12. juli, 4 dage efter termin. Det var ikke kraftige smerter, men jeg kunne helt klart fornemme, at det var en anden kraft end de plukkeveer, jeg havde haft de sidste par nætter, hvor jeg hver gang havde nået at tænke, om det nu var fødslen, der var i gang. Jeg blev liggende i sengen en halv times tid, før jeg vækkede min kæreste og fortalte ham, at jeg nok havde veer. Vi talte lidt om, om vi allerede skulle ringe efter min mor, som skulle passe vores søn. Imens tog veerne til, og jeg bad ham om lige at tage tid på, hvor tit og hvor længe de varede. Der var kun 3-5 minutter imellem, og de varede ca. et minut. De gjorde ikke vildt ondt, men nok til at jeg måtte trække vejret dybt, mens veerne var der. Jeg fik fart på og ringede til min mor, som ville tage af sted med det samme, og også til hospitalet, hvor jordemoderen sagde, at jeg bare kunne komme ind. Yes – det bliver en hurtigt fødsel, hun er nok ude i løbet af formiddagen, tænkte jeg. Min jordemoder havde også forberedt mig på, at fødslen nok ville gå hurtigere denne gang, når det vi mit andet barn. Men sådan skulle det ikke gå.
Da min mor ankom, begyndte veerne at aftage igen, og vi talte om, at det måske havde været falsk alarm. Jeg fik en ve en gang imellem, men det var helt uregelmæssigt, og styrken svingede også meget. Da min søn vågnede, spiste vi morgenmad alle sammen, og min mor fulgte ham i vuggestue. Min kæreste og jeg forberedte os på, at fødslen nok ikke var lige op over alligevel – men det var også meget rart at have lidt tid til at indstille sig på, at vores datter snart ville komme ud til os. Solen skinnede, og jeg tænkte, at det var en utrolig smuk dag at komme til verden på.
Klokken 9 ringede jeg til hospitalet igen og beskrev situationen. Jordemoderen sagde, at det lød som et typisk opstartsforløb, og at jeg bare skulle se det an og sørge for at få slappet af, nu jeg havde været vågen siden klokken 3 om natten. Jeg var alt for spændt til at sove, så vi gik rundt i lejligheden og forberedte forskellige ting – vuggen, barnevognen og jeg tog også lige en tur med støvsugeren, mens jeg grinede af mig selv – for det står der altid i bøgerne, at man får lyst til. Når jeg bevægede mig, synes jeg også, det satte lidt mere fut i veerne, og det var jo godt.
Eftersom det så ud til, at vi skulle tilbringe en del tid derhjemme endnu, gik vi i gang med at skabe lidt fødselshyggestemning, med dæmpet lys og jeg tog forskellige puder, blandt andet en stor sækkepude, op i sengen. Fik også revet noget ingefær og kogt det med nogle netop indkøbte baby-vaskeklude. Veerne var stadig ikke meget smertefulde, men dog nok til, at jeg skulle koncentrere mig om verjtrækningen, mens de stod på. Jeg begyndte at tænke på dem som bølger, ligesom du havde foreslået Mette. Dengang du sagde det, lød det lidt hippie, men det passede bare utroligt godt på, hvordan jeg oplevede veerne, fordi de var så forskellige i styrke, ligesom bølger, hvor der tit kommer en stor bølge efterfulgt af flere små… Det hjalp at forestille sig, at jeg bare flød ovenpå helt afslappet, uden at blive væltet omkuld. Tiden gik, jeg brugte nogle af yogastillingerne, især lå jeg i barnets stilling hen over sækkepuden, og var også oppe på alle fire og bevæge hofterne under veerne. Min kæreste lagde de varme ingefærklude hen over min lænd – jeg ved ikke, om de direkte virkede smertestillende, men det var i hvert fald rart også mellem veerne – sådan lidt wellness-omsorgs-agtigt. På et tidspunkt prøvede vi at se en film, men det var lidt svært at koncentrere sig. Under de kraftigste veer, bad jeg min kæreste om at række vejret sammen med mig, så jeg var sikker på, at min udånding blev så lang som overhovedet mulig. Det hjalp, at han var med, så følte jeg mig ikke så alene med veerne. Under min sidste fødsel, masserede min kæreste mig over lænden gennem hele fødslen, det var det eneste, der gjorde veerne til at holde ud, da de blev rigtigt stærke. Men denne gang virkede det ikke rigtigt. Veerne skiftede hele tiden karakter, og jeg kunne ikke rigtigt finde én metode, til at håndtere dem på. Så jeg holdt mig meget til verjtrækningen. Hver jeg kom op at stå, var det som om veerne tog til. Vi prøvede at gå en tur udenfor sent på eftermiddagen. Det var hyggeligt at gå rundt der i det dejlige solskinsvejr, og på den halve time, vi var ude, havde jeg tre eller fire veer, hvor jeg hang om halsen på min kæreste og trak vejret, mens de stod på. Når veerne ikke var der var jeg helt frisk og vi gik og hyggesludrede om alt muligt. Det var også en stor forskel fra min sidste fødsel, hvor jeg nærmest fra starten var i en form for trance, hvor jeg ikke kunne forholde mig til andet en veerne.
Da vi kom hjem spiste vi en kæmpe portion pasta med ragú som min kæreste (som er italiener) havde lavet et par dage i forvejen, så vi havde noget i fryseren, når baby var ankommet. Kom i tanke om, at jeg måske ville kaste det hele op igen, og nåede lige at fortryde, men samtidig følte jeg også, at jeg havde brug for energi, hvis fødslen blev ved med at trække sådan ud.
Jeg besluttede mig for at ringe til hospitalet for at tale med en jordemoder, for med udsigt til en nat mere med veer, havde jeg brug for lige at vende situationen med én.
Da jeg beskrev situationen, mente jordemoderen ikke, at jeg var i aktiv fødsel endnu. Men hun tilbød mig at komme ind og blive undersøgt, så jeg kunne får en fornemmelse af, hvor jeg var i forløbet. Jeg var lidt i tvivl – for jeg havde ikke så meget lyst til turen frem og tilbage, men på den anden side, var det også det rigtige tidspunkt, mens veerne endnu var til at holde ud, og jeg stadig havde energi. Så vi besluttede at tage af sted, men var forberedt på, nok at blive sendt hjem igen.
På hospitalet fik jeg lavet en CTG, hvor jeg bad om at side på en stol i stedet for at ligge på briksen. Jeg havde tre veer, mens de kørte strimlen, så det var til at klare. Jeg blev undersøgt indvendigt og fik at vide, at jeg var 3 cm åben. I det mindste havde veerne givet noget, men jordemoderen mente, at der godt kunne være lang tid igen, eftersom at veerne ikke på noget tidspunkt havde være regelmæssige, og at de stadig svingede meget i styrke. Så vi kunne ikke få en fødestue, men hun tilbød os at se det lidt an i undersøgelsesrummet eller gå en tur i parken, hvis vi ikke havde lyst til at tage hjem. Efter den indvendige undersøgelse var veerne taget til og kom lige pludselig med korte mellemrum, så jeg var usikker på, om det var det rigtige at tage hjem – men jordemoderen holdt fast i, at det nok var det bedste.
Da vi kom ned foran hospitalet havde jeg kraftige veer og de kom med 3-4 minutter imellem, så jeg havde ikke så meget lyst til at komme ind i bilen igen. Min kæreste hentede et tæppe, vi havde liggende i bilen, og vi satte os på en bænk i parken og kiggede på en meget smuk sol, der gik ned bag Rigshospitalet. Men da solen var gået ned, var det pludselig hundekoldt, og vi havde ikke taget nok tøj med, så vi besluttede at køre hjem igen – turen tog trods alt kun 5 minutter. Da jeg kom hjem i stuen, vidste jeg, at det havde været det rigtige at gøre. Nu ville vi prøve at få sovet lidt, indtil fødslen gik ’rigtigt’ i gang. Veerne blev igen færre, men de var ret kraftige. Vi gik i seng og slukkede lyset. Når jeg mærkede en ve på vej, bad jeg min kæreste om at trække vejret sammen med mig, men ellers var der ikke nogen, der sagde noget. Jeg ved ikke, om det lykkedes mig at sove lidt mellem veerne, men den del af fødselsforløbet var helt klart det værste. Jeg begyndte at miste modet med udsigt til en hel nat med veer og en fødsel forude, som jeg måske ikke ville have energi til. Jeg følte mig ret alene i mørket og begyndte at tænke på, at det nok ville ende med, at jeg måtte have et ve-drop (som ellers var én af de ting, jeg allerhelst ville slippe for – og som jeg havde brugt meget energi på at overtale jordemoderen til ikke at give mig under min første fødsel). Jeg tænkte på, at hvis jeg skulle have droppet, ville jeg også have en epiduralblokade, for jeg havde hørt så mange skrækhistorier om ve-drop, og hvor uudholdelige smerterne blev, når det ikke var ’naturlige’ veer. Samtidig håbede jeg bare, at veerne ville blive regelmæssige. Jeg forsøgte at følge dit råd Mette, om at smile når veerne kom. Der var jo ikke nogen, der kunne så mig i mørket og hvor fjollet det måske så ud – men det hjalp faktisk en hel del. Jeg ville jo virkelig gerne have de veer nu, så det var ikke så unaturligt, og jeg kunne virkelig mærke at det hjalp mig til at slappe af og forblive så positiv som muligt. På et tidspunkt skulle jeg tisse, og da jeg kom op at stå, kunne jeg mærke, at der kom en anden kraft bag veerne. Så jeg tænkte at det måtte være slut med at ligge og dovne, nu måtte jeg arbejde lidt for sagen. Klokken var blevet to om natten – jeg troede slet ikke, at jeg havde ligget der så lang tid. Under min første fødsel kunne jeg slet ikke ligge ned, der følte jeg hele tiden, at jeg skulle arbejde med veerne og være aktiv. Men denne gang var det mere som en lang ventetid, hvor min krop skulle i gang. Jeg fik min kæreste ud af sengen også, og det hjalp gevaldigt på humøret at få tændt lidt lys og stå op. Jeg blev mere frisk og følte ikke, at energien var ved at være brugt op endnu, selvom jeg havde haft veer i næsten 24 timer. Mens jeg gik rundt i lejligheden, begyndte veerne at komme hurtigere efter hinanden igen, men de var stadig ikke reglmæssige og stadig med forskellig styrke. Men de mange timer med veer måtte nu have kvalificeret mig til en fødestue, mente jeg. Jordemoderen havde også sagt, at vi kunne komme tilbage, så snart vi følte for det. Jeg tog både min store ammepude og sækkepuden med ned i bilen, så jeg kunne stable mig op på bagsædet. Men jeg tror nu ikke, at jeg nåede at få en ve på turen. Til gengæld kom veerne som perler på en snor på turen fra parkeringspladsen op til fødegangen. Men vi ventede på fødegangen, var det nogle gange som om, at veen ikke slap mig helt, før den næste kom..andre gange var det som om, det var gået helt i stå igen.
Efter noget tid kom en jordemoder og tog imod os. Det var kærlighed ved første blik, hun var så sød, og jeg følte mig straks i helt trygge hænder. Hun undersøgte mig, og til min store overaskelse, var jeg 8 cm åben! Så havde jeg jo været i aktiv fødsel, mens jeg lå der og vetede på, at fødslen skulle ’gå i gang’. Mens jeg fik kørt en strimmel forklarede jeg forløbet, og hun spurgte, om der var noget særligt, jeg tænkte på om fødslen. Jeg fortalte, at var nervøs for at det ville blive nødvendigt med ve-drop, og at jeg meget gerne ville undgå det, også selvom fødslen skulle gå lidt i stå (som det var sket under min første fødsel lige inden pressefasen). Det var så rart, at få sat ord på min bekymring, og jordemoderen forsikrede mig om, at det ikke på nogen måde så ud til at blive nødvendigt – der var god fremgang. Åh, det ville jeg gerne have vidst, da jeg lå derhjemme i mørket. Jordemoderen spurgte, hvad jeg forestillede mig med hensyn til smertelindring. Jeg fortalte, at jeg som udgangspunkt ikke ønskede nogen form for medicinsk smertelindring (det havde jeg også fået min egen jordemoder til at skrive i min journal, sådan at jeg selv skulle bede om det, hvis det blev nødvendigt.) Så foreslog hun mig at komme i et badekar, og det var lige, hvad jeg havde håbet på at komme.
Fra da jeg kom ned i det kar, var jeg i himlen. Veerne føltes ikke længere smertefulde, nogle gange var de næsten behagelige. Det var helt vildt. Jeg blev bare ved med at sige, at jeg havde det fantastisk. Jeg var stadig helt ved mine fulde fem, og mellem veerne sludrede vi lidt om, hvordan jeg og min kæreste havde mødt hinanden, vores store søn og at lillesøster skulle hedde Lara…Jeg skulle stadig trække vejret koncentreret under veerne for at smerten ikke skulle komme tilbage, men det var fantastisk så afslappende, det vand var. Jeg sad på knæene og holdt om kanten og bevægede hofterne under veerne, og det var her de der lyde også kom på banen. Men jeg følte mig bare helt fri til at sige, hvad det skulle være. Så det har nok lydt lidt porno til tider.. Jordemoderen sad nede i ’fodenden’ af karret og nogle gange satte hun ord på, hvordan jeg havde det – hun kunne høre på lyden om veen var kraftig, eller da jeg begyndte at få pressetrang. Det var virkelig rart, at hun forstod, hvad der skete, uden at jeg behøvede at forklare noget. På et tidspunkt undersøgte hun mig, da jeg spurgte om det var ok, at jeg gav lidt efter for pressetrangen. Jeg var 9,5 cm åben, sagde hun, så hun synes ikke, jeg skulle presse endnu. Så jeg begyndte at puste lagkagelys ud under veerne. Det føltes helt vildt godt, for jeg havde faktisk slet ikke lyst til at presse, det virkede alt for voldsomt, når jeg nu var så afslappet. Jeg sagde, at jeg synes det var lidt svært at koncentrere sig om at åbne og lukke på en gang, men jordemoderen sagde, at jeg bare skulle koncentrere mig om at åbne – så skete der ikke noget, hvis jeg kom til at presse lidt.
Den eneste ulempe ved at have det så godt var, at jeg havde næsten ikke havde lyst til at komme videre til pressefasen, som jeg vidste ville kræve en del mere af mig end at ligge der og boble.
Det var ret romantisk. Min kæreste hældte varmt vand på mine skuldre og ryg, der var over vandoverfladen, og mens jordemoderen var ude at ordne noget, så han også sit snit til at kysse – det havde jeg jo instrueret i skulle være så godt ;-) Alt i alt var det superdejligt.
Fostervandet var endnu ikke gået, og jordemoderen tilbød mig at prikke hul på det, så jeg kunne komme i gang med at føde. Men jeg ville gerne vente lidt – det var lidt svært at omstille sig psykisk til at skulle på hårdt arbejde. Det var nok overgangsfasen, for jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne klare den sidste kraftanstrengelse, men det forsikrede jordemoderen mig om, at jeg sagtens kunne. Til sidst tog hun beslutningen for mig, om at det var tid til at prikke hul på hinderne – men inden skulle hun lige lytte til barnet, som jo altså skulle fødes i karret.
Men hun kunne ikke fange hjertelyden og beordrede mig hurtigt ud af vandet. Jeg blev så forskrækket!! Da jeg kom op af vandet, var min krop helt blokeret, og jeg ved ikke, hvordan jeg kom hen på briksen. Her fandt hun hjertelyden med det samme og barnet havde det helt fint. Jeg begyndte at græde og tog hende og min kæreste i hænderne, for jeg var jo blevet bange for, at hjertet var holdt helt op med at slå. Oven på den oplevelse, var sceneriet ligesom skiftet, og vi blev enige om, at jordemoderen ligeså godt kunne tage fostervandet med det samme. ’Så føder du lige straks’, sagde hun. Da hun havde prikket hul, fik jeg lyst til at komme op at stå, det var hun med på, så jeg stillede mig, så jeg kunne læne mig ind over sengen og holde om min kæreste, som stod på den anden side. Da den første presseve kom, havde jeg slet ikke lyst til at presse igennem, så jeg pustede lagkagelys ud og kunne allerede mærke, at det begyndte at svie og brænde. Jeg bad jordemoderen om at lægge noget varmt på og guide mig, ’nå er er du allerede der’ sagde hun og forsikrede mig om, at hun nok skulle sige, hvornår jeg skulle presse. I den næste ve bad hun mig give et ’lille skub’ og puste ud – min verjtrækning var blevet ret hektisk. ’Der kom en lille hånd’ kunne jeg høre, hun sagde. Og så mærkede jeg vist ’ring of fire’. Efter et par veer og lidt flere ’små skub’, kom min datter ud med armen først efter bare 10 minutter klokken 6.45. Det var helt fantastisk selv at række ned og tage hende op, men jeg måtte bede en af assistenterne om at hjælpe med at holde hende, for jeg var så bange for at tabe hende. Det var virkelig et fantastisk øjeblik, som jeg i modsætning til min søns fødsel husker helt klart. Så kom jeg op at ligge og min kæreste klippede navlesnoren og moderkagen blev født, og vi var bare i den syvende himmel efter en 29 timer lang fødsel.

 

 

Tilbage til forsiden

                          

 

 

 

 

 

 

 

Fødselsforberedelse     

    

 

Yoga for gravide         

 

 

 Forberedt Far               

  

 

Efterfødselsyoga         

 

 

  Yoga og meditation     

        

 

  Fødselsforberedelse, Yoga for gravide, fødselsforberedelse for par,

efterfødselsyoga, Yin yang yoga, Meditationskursus, Mette Myrna