Fødselsberetninger

 

Hlin august 2010

 

Det gik RIGTIG godt og var en dejlig oplevelse. Jeg begyndte at få veer kl.ca 1 om natten. Eller dvs jeg var i tvivl om det var rigtige veer til at starte med, så tidligt om morgenen ringede jeg til hospitalet (Gentofte), og beskrev at veerne var regelmæssige men svage, så jeg var i tvivl om jeg skulle tage dem alvorligt. Jordemoderen jeg talte med da, sagde at når jeg "kravlede i gardinerne og bed i gulvtæppet" så var det tid at ringe igen, en melding der irriterede mig lidt, fordi hvornår er jeg det? og hvordan ved hun hvornår jeg er det? I hvert fald var jeg utilbøjelig til at ville tage på hospitalet, da jeg syntes det gik så fint derhjemme, også da veerne blev regelmæssige og begyndte at tage til op ad dagen. Min kæreste lavede mad, jeg hvilede mig så godt jeg kunne, vi så en film (med en del ve-pauser...) og jeg havde egentlig slet ikke lyst til at nogen skulle blande sig eller forstyrre forløbet. Jeg havde selvfølgelig smerter, men fordi jeg hele tiden vidste at der kom pauser og at det alt sammen tjente et større formål, så kunne jeg trække vejret igennem dem og 'være' med dem uden angst eller modstand.

Under veerne fik jeg gradvist mere og mere behov for fysisk at bevæge mig, kom op på alle fire, eller hang ind over borde og senge og vuggede med hofterne.
Da der var kommet endnu mere bid i dem, gik jeg i bad og lå længe i karret, hvilket var virkelig rart. Min kæreste tog så tid på mig og ved 20-tiden om aftenen ringede jeg til hospitalet igen og beskrev situationen, både den mentale og den fysiske. Det var en god snak hvor jeg følte mig hørt, så vi tog på hospitalet kl.ca 21:20. Da blev jeg modtaget af en sød jordemoder der kørte en strimmel og konstaterede at jeg var jeg 6 cm åben og havde kraftige veer, men at babyens hjerterytme var upåvirket, så det var godt.

Nå ja, jeg var begyndt at kaste op på det her tidspunkt, hvilket faktisk forstyrrede mig mere end veerne egentlig gjorde. Hvis man kan sige det sådan. Jeg tror sagen var at opkastningerne i sig selv ikke rigtig havde noget formål, og kun formåede at forstyrre min vejrtrækning voldsomt, hvilket slet ikke var rart. Jeg oplevede soleklart at min vejrtrækning var livlinen der mentalt og kropsligt gav mig frihed til at være der hvor jeg skulle være. Jeg havde faktisk hellere taget et par veer ekstra og sluppet for opkastningerne, tror jeg, -hvilket vist siger en del..
Den modtagende jordemoder ringede til fødegangen og de gik i gang med at fylde et kar til mig. Imens gik mit vand i forbindelse med en opkastning, så hun checkede igen at alt var ok inden vi gik over til fødestuen.
Det var en rigtig hyggelig fødestue med dæmpet belysning, stille musik og elektriske fyrfadslys (:-)) og ikke mindst et stort dejligt kar med varmt vand jeg kunne kravle op i! Ahhhhh....

Der lå jeg og trak mit vejr og skvulpede rundt mens min kæreste masserede mig og holdt mig i hånden og roste mig en hel masse. Hen mod slutningen af udvidelsesfasen syntes jeg at jeg fortjente en belønning, noget at forkæle mig selv med. Pga opkastningerne havde jeg ikke lyst til saftevand eller lignende, så jordemoderen foreslog at sætte nogle akupunkturnåle i mig, og det var rigtig fint. Det har muligvis mest haft psykologisk effekt, men det var også det jeg havde brug for.

Langsomt begyndte smerterne at rykke længere ned i bækenet og jeg kunne mærke at det hjalp på veerne hvis jeg pressede ganske lidt med, hvilket også var ok. Jordemoderen sagde på et tidspunkt at der ikke var langt igen, og at jeg skulle beslutte om jeg ville føde i vandet eller ville op af karret. Den eneste grund til at jeg var lidt længe om at svare, var at jeg ikke med min bedste vilje kunne se nogen som helst grund til at skulle op, så jeg havde det nærmest som om det var et trickspørgsmål. "Vil du gerne slås hårdt på knæskallerne?" "Øhhhh,,,, - nej??"
I hvert fald blev jeg i vandet og pressede stille og roligt barnet længere og længere ned. Da hovedet begyndte at vise sig og jeg endelig måtte presse igennem, blev jeg nærmest overrasket over hvor hurtigt det gik, og var sådan set klar til at trække den længere ud, men i løbet af et par pres var barnet ude, kl.23:13, og kom straks op på min mave..

Det var FANTASTISK. Omsluttet af min kærestes arme, og med mit lille sunde barn på maven og med visheden om at vi havde klaret det, gik der faktisk nogle øjeblikke før det gik op for nogen at konstatere at barnet altså var en pige :-)
Der lå vi lidt, min kæreste klippede navlestrengen og holdt vores datter mens jeg klaterede op af karret og fødte moderkagen i en seng.
Der var nogle hinder der ikke kom helt med plus at jeg skulle sys en del, så jeg lå i 45 min bagefter mens de tog sig af det. Imens havde vi vores lille datter hos os, som straks suttede godt til og også formåede at skide på os tre gange inden vi satte en ble på hende :-) Dygtigt og fremmeligt barn, allerede da!

Den meget diskrete jordemoder og det lange forløb derhjemme, gjorde at vi virkelig følte det var vores fødsel, som vi gerne ville have den. Barnet og min krop fik lov at styre slagets gang, og det var berusende og magisk at opleve det fungere så godt.

Det lille mirakelbarn hedder i øvrigt Sol. Fulde islandske navn er Sína Sól.

Kærlig euforisk hilsen
Hlín og Sól :-)

 

 

Tilbage til forsiden

 

 

                          

 

 

 

 

 

 

 

Fødselsforberedelse     

    

 

Yoga for gravide         

 

 

 Forberedt Far               

  

 

Efterfødselsyoga         

 

 

  Yoga og meditation     

        

 

  Fødselsforberedelse, Yoga for gravide, fødselsforberedelse for par,

efterfødselsyoga, Yin yang yoga, Meditationskursus, Mette Myrna