Fødselsberetninger

 

 

Anne august 2011

Kære Mette

Hermed som ønsket en fortælling om, hvordan lille smukke Laura kom til verden- præcis på termin fredag d. 12. august.

Jeg vågnede ved 3-tiden natten til torsdag af noget, der føltes som kraftige menstruationssmerter. Jeg tænkte ret hurtigt ved mig selv, at det kunne være veer, men var i tvivl om det måske bare var plukkeveer, da jeg ikke havde haft nogen endnu, og derfor ikke helt vidste, hvordan de føltes. Smerterne - eller fornemmelsen - kom tydeligt i bølger. Jeg holdt øje med uret, der var cirka 20-30 minutter i mellem.
Det blev hurtigt klart for mig, at jeg ikke ville få sovet mere den
nat, så jeg benyttede chancen til at læse min roman færdig og lod Jeppe sove i fred. Da han vågnede ved 8-tiden fortalte jeg ham, at der var gang i et eller andet. Vi blev dog enige om at holde fast i vores aftale om at se en vuggestue kl. 10, heldigvis lige rundt om hjørnet.
Jeg blev lidt svedig og trak vejret dybt, når veerne meldte sig et par gange under rundvisningen, men ellers gik det fint. Hjemme igen spiste vi frokost og begav os så ud igen til næste vuggestue-visit med nogle venner kl. 14.30. Her overvejede jeg at springe over, men igen lå vuggestuen kun 10 minutters gang fra vores lejlighed, så jeg gik med.
Da rundvisningen var slut, løb jeg i forvejen ned ad trappen, da jeg mærkede en ve på vej. De var nu så kraftige, at jeg ikke havde ikke lyst til, at andre skulle kigge på mig, mens de stod på. Det var for privat. Vel hjemme gik Jeppe ned i værkstedet, mens jeg blev oppe i lejligheden og prøvede at hvile mig. Vi var stadig begge i tvivl, om det mon bare en langsom optakt, som kunne vise sig at vare flere dage... Efter et par timer var jeg ikke længere i tvivl, og jeg fik pludselig stort behov for, at Jeppe kom op og var sammen med mig. Samtidig fik jeg akut behov for at have orden omkring mig og begyndte at samle ting op, der lå og flød rundt omkring. Da Jeppe kom op, tog
jeg et varmt bad, mens han lavede mad. Bagefter satte vi os og så "Skønheden og udyret"; jeg hang på knæ over en sækkestol i sovesofaen og vrikkede med hofterne, når veerne kom. Efterhånden begyndte de at kræve mere og mere opmærksomhed, og jeg blev mere og mere afhængig af
den dybe vejrtrækning for at kunne holde det ud. Jeppe prøvede sig frem med nogle af de massageteknikker, vi havde lært, og vi huskede på tricket med at lave varme omslag ved at lægge våde håndklæder i mikroovnen. Det hjalp godt. Da filmen var færdig - jeg fik ikke slutningen med - foreslog Jeppe, at vi lagde os i seng og så tiden an.
Klokken var nu omkring 22. Jeg nåede imidlertid dårligt at ligge ned, før veerne virkelig tog til, og Jeppe måtte vie sin fulde opmærksomhed til at hjælpe mig igennem dem. Vi satte brasiliansk musik på, og jeg skiftevis hang over sækkestolen og vrikkede til musikken, mens Jeppe masserede og hyppigt skiftede de varme omslag, som han akkurat kunne nå at varme i pauserne mellem veerne. Åndedrættet var mit faste holdepunkt i stormen, og Jeppe pustede med det bedste han havde lært og holdt mig fast, når koncentrationen var ved at svigte. Jeg "pustede lagkagelys", selvom det nok nærmere lød som om, jeg prøvede at slukke en skovbrand :-) Ved 23-tiden begyndte Jeppe at tage tid på veerne; de kom regelmæssigt med fire et halvt minut i mellem. I løbet af en time var der kun tre et halv minut i mellem. Omkring midnat ringede vi til
fødegangen, hvor jordemoderen sagde, at vi var velkomne, men at vi også kunne give det lidt mere tid derhjemme, hvis vi havde mod på det. Det valgte vi, da vi begge ønskede så kort tid som muligt på hospitalet, og ikke ville risikere at skulle frem og tilbage, hvis det viste sig, at jeg ikke var klar. Efter en god time begyndte jeg at føle, at vi ikke længere kunne klare det selv. Massagen og de varme omslag virkede ikke længere på smerterne; jeg pustede som en blæsebælg for at klare mig igennem veerne og sagde til Jeppe, at jeg gerne ville
afsted NU - der skulle noget professionel smertelindring til. Vi
ringede efter en taxa og meldte vores ankomst til fødegangen og kørte gennem et natmørkt og øde København. Vi talte om, at hvis de sendte os hjem, så måtte vi tage den derfra, men ellers blev der ikke sagt mange ord. Også Rigshospitalet var mørkt og stille, så jeg kunne have mine veer i fred på vejen fra hovedindgangen til fødeafdelingen. Præcis kl. 2 blev vi modtaget af en jordemoder, som insisterede på, at jeg skulle
ligge ned for at få kørt en strimmel, hvilket var stærkt ubehageligt.
Hun undersøgte mig indvendigt og kiggede op. "Jeg har gode nyheder", sagde hun. "Du er helt åben! Har du pressetrang?". Vi var begge kommet med en forventning om, at der var mange timer igen og kiggede målløse på hende. "Er jeg klar til at føde?", spurgte jeg himmelfalden. Hun smilede og sagde, at hun nu gerne lige ville have mig ind på en fødestue først. Jeg bad om noget smertelindring, og hun foreslog noget
lattergas. Jeppe nævnte karbadet, men det var alt for sent til den slags. Vejen til fødestuen føltes uendelig lang, men jeg bemærkede til min store glæde, at lyset derinde var helt dæmpet. Jordemoderen fortalte senere, at det var en af hendes personlige kæpheste. Oppe på fødelejet fik jeg masken med lattergas, som hjalp mig igennem de
sidste udvidelsesveer. Jordemoderen ville tage vandet, men det gik i det samme med et ordentligt plask, og nu kom presseveerne. Jeg havde svært ved at omstille mig fra udvidelsesveerne til den nye fornemmelse, svært ved at finde en god stilling, og jeg følte, at jeg pressede "i blinde"; tilfældigt og formålsløst. De opmuntrende udbrud fra Jeppe og jordemoderen var helt afgørende for, at jeg blev ved. Det
var ubetinget den hårdeste del af fødslen. Efter hvad der for mig føltes som et kvarter sagde jordemoderen, at jeg nu næsten havde presset en time. Hun ville give mig tre-fire forsøg mere, og ellers måtte vi have et ve-drop på. Jeg gav da alt, hvad jeg havde i mig. Da barnets hoved pressede mod bækkenet, så det sved og brændte, tænkte jeg, at "nu kan jeg ikke mere, nu må de tage hende med sugekop eller give mig kejsersnit, hvis hun ikke kommer, jeg har givet alt hvad jeg
har." I samme øjeblik hørte jeg Jeppe sige, at han kunne se hende, han kunne se håret, "hun kommer nu!", og så kom hun, først hovedet og så kroppen i et ordentligt svup, og jeg kiggede ned og så det lille væsen, grålig og med helt flad næse og masser af hår på hovedet.
Klokken var 3.12 om natten. Efter få sekunder lå hun på min mave. Helt stille lå vi, hun og jeg, med Jeppe helt tæt ved, og kom langsomt til os selv, mens jeg blev syet, og hvad der ellers skulle ordnes. Efter en halv times tid spurgte jordemoderen, om ikke vi ville over og ligge på dobbeltbriksen alle tre. Da vi alligevel skulle flytte os, benyttede hun muligheden til at måle og veje vores lille pige. 3100 gram og 51 cm lang. Derefter kom hun tilbage til mig og fandt hurtigt brystet. Der lå vi tæt sammen alle tre, mens solen stod op over de
grønne træer uden for vinduet, og et nyt liv tog sin begyndelse.

Vi vil gerne sige tak for den gode forberedelse, vi havde fået. Den uundværlige viden om hormonbalancen og særligt troen på, at de naturlige ve-smerter er noget, alle kvinder kan håndtere - at det kun er, hvis man kommer til at modarbejde kroppen, at smerten kan blive uudholdelig - var en stor hjælp for mig undervejs. Det viste sig jo simpelthen, at vi, mod forventning og uden at være klar over det, klarede næsten det hele selv.

Det var den bedste fødsel, jeg kunne have håbet på.

Mange hilsener,
Anne

 

 

Tilbage til forsiden

 

 

                          

 

 

 

 

 

 

 

Fødselsforberedelse     

    

 

Yoga for gravide         

 

 

 Forberedt Far               

  

 

Efterfødselsyoga         

 

 

  Yoga og meditation     

        

 

  Fødselsforberedelse, Yoga for gravide, fødselsforberedelse for par,

efterfødselsyoga, Yin yang yoga, Meditationskursus, Mette Myrna